Om afledningsmanøvre

Så sidder jeg i toget - og prøver at lade som om alt er peachy fine.
Det er det ikke - på ingen måde - men jeg orker altså bare ikke at stå for et mindre sammenbrud her i toget.
Jeg prøver at aflede tankerne, for tårene skal nok få frit løb senere.

Og så sidder jeg jo her og bliver lidt småirriteret på Gud og hvermand.
Selv på Lasse Rimmer.

Jeg har gået og funderet over det han skrev i sin blog.
Og på en gang synes jeg jo det er befriende at læse han bare lukker ud - og samtidig så synes jeg sgu han kommer til at virke lidt tøsefornærmet.
Og det er ikke første gang jeg har tænkt sådan.

Han har da helt sikkert ret i at en afstemning foretaget af Ekstrabladet umulig kan være helt uden slagside. Men når det så er sagt så er De Sorte Spejdere altså bare gode!
Og jeg kender ikke ret mange der er uenige på det punkt.

Og i stedet for at lade sig gå på af de ulige vilkår - hvorfor så ikke trække på skuldrene og tænke - så tæller den pris vist heller ikke for mere.
Jeg tror altså ikke danskerne generelt er så dumme at de tager en afstemning fra Ekstrabladet særlig højtideligt.

Og ja, jeg stemte på De Sorte Spejdere sidste år - selv om jeg er kvinde* og selv om mit kendskab til afstemningen udelukkende er fra bekendte på nettet.
Og ja - jeg synes faktisk de gør det bedre end Carsten Eskelund - som nok er sød og sjov, men mangler lidt modspil.
Og mindsandten - Morgenhyrderne fik min stemme i år. Ikke fordi de er oppe på sidden af visse af de andre endnu - men fordi de er nået forbavsende langt på den korte tid de har været på. Det tæller også for noget i min bog.

*Jeg vil til enhver tid hævde jeg er kvinde, selvom jeg høre De Sorte Spejdere, ser fodbold, drikke Guinness mm og har deltaget i sportsgrene som kuglestødning og wrestling...

Om at være tøsefornærmet

Det klæderde færreste at blive tøsefornærmede - og sjovt nok slet et herrelandshold - så op på hesten og ud til pressen igen. Uden dem fik I næppe den hyrer for at løbe rundt på en græsmark!

Om mandejobs og kvindejobs

Her i huset skelner vi ikke mellem den slags...
Derfor var det som vanligt mig, der fiksede opvaskemaskine (der bippede) og vaskemaskine (der ikke ville tage vand ind) i går.
Ligeledes var det mig - der på mandens forespørgsel - diagnosticerede opvaskemaskinens røde blink til manglende salt her i morges.
Og mig der ringer efter reparatør når de øvrige hvidevare svigter.

Det var også mig der fyldte tanken og sprinklervæsken på mandens bil i går. Sidstnævnte efter konsultation med instruktionsbogen fra producenten - da manden ikke anede hvor man åbnede kølerhjelmen - eller hvor instruktionsbogen til bilen var...

I dag var det så egen bils tur til samme behandling...
Efter jeg havde ryddet op til rengøringsdamen, lagt penge frem, pakket tasker til idræt og svømning og sat endnu en vask over.

Mandens bidrag til ligestillingen består i at han 5 dage om ugen smører madpakker, knokler flest timer, er en kærlig far & ægtemand - og under protest står for diverse reparationer i hjemmet.
Hvis han ynkes tilstrækkeligt, over de hårde kår han har, gør han det endda inden for et ½ års tid.

Og nu synes min chef det er et forfærdeligt brud på ligestillingsprincipperne, at jeg gerne vil arbejde deltid - for at have mere tid til familien og mig selv.
Helt ærlig - lige nu orker jeg ikke mere ligestilling!

Kan jeg ikke bare få lov til selv at prioriterer, at vi har ligestilling i hjemmet - og da manden arbejder mest udenfor hjemmet er det derfor fair nok at jeg arbejder mest i hjemmet.
Oven i købet så fair så jeg næsten aldrig brokker mig over det... (indsæt selv et fløjt)

Om at få skæld ud når man møder op...

Der er sikkert mange ting, som jeg kunne vælge at harcelerer over - men det der kommer nu er en af mine kæpheste:
HVORFOR HULEN VÆLGER MAN AT SKÆLDE UD PÅ FOLK DER MØDER OP!!!

Om jeg begriber det.
Jeg får myrerkryb, når jeg sidder til en gudstjeneste, og præsten bruger 1. halvdel af prædiken til at tordne om at man ikke går ofte nok i kirke...
Ser du - det får jeg sjovt nok ikke mere lyst til af den slags prædikener.

Og så var der veninden, der konsekvent brugte de første 10 minutter af enhver telefonsamtale, til at brokke sig over at jeg ikke ringede oftere. Ind til jeg en dag tog mig sammen og sagde at hendes attitude da i hvert fald ikke fremmede min lyst til at gribe knoglen...
Nu snakker vi jævnligt - og uden opstarts møgfald.

Og seneste eksempel - svigermor!
Vi skal et hurtigt smut for at se en udstilling i den by de bor. Derfor ringer vi naturligvis - så svigermor og -far kan få set deres børnebørn og vi kan drikke kaffe sammen. Men det var ærlig talt ikke nogen stor fornøjelse - for svigermor var eddikesur under hele besøget over at vi ikke kom oftere.

Den slags giver sjovt nok ikke trang til at gentage spontaniteten!
Og ærlig talt - så ses vi mindst én gang om måneden - på trods af de to timers afstand mellem vores respektive huse. Så helt ilde står det da heller ikke til!