Digterens gravskrift over sig selvHan aad og drak, var aldrig gladHans Støvlehæle gik han skæve.Han ingen Ting bestille gad.Til sidst han gad ej heller leve.
Johan Herman Vessel
Der flyver en del tanker rundt i mit hoved i disse dage. En
venindes død, kombineret med det faktum at det om få dage er to årsdagen for mit totale kollaps, giver en del stof til omtanke.
Og så er der det faktum at min hverdag faktisk er næsten præcis lige så stresset, som den gang for to år siden. Det gør lidt ondt at tænke på.
- Der er begravelsen på fredag.
- Min meget psykisk ustabile mor vi skal have flyttet i beskyttet bolig i disse dage.
- Mandens maraton træning.
- Og hans rejseaktiviteter
- Og det faktum at han pt. har 1½ job at passe…
Der ud over er der jo alle de almindelig hverdags ting:
- Tre børn der skal hentes, bringes, fodres og leges med
- Vaske tøjet, huset og alt det praktiske
- Og så jobbet.
Faktisk bliver jeg temmelig svedt ved tanken!
Forskellen er dog, at om en måneds tid rammer vi så også to årsdagen for min diagnose. Og det har da gjort en forskel.
- Jeg får medicin for at stabiliserer. Om end den ikke er en garanti for et fuldt udbrud igen – eller ustabilitet i hverdagen.
- Jeg har lært mig en masse tips og tricks til at gøre hverdagen mere stabil. Og nej – jeg gider bestemt ikke altid måtte tage alle disse hensyn. Men ja – det hjælper faktisk.
Og når jeg sidder og ser helt overordnet på det – ja så synes jeg faktisk jeg er et forfærdeligt tudefjæs! For min diagnose er ikke dødelig. Mine børn er sunde & raske. Jeg har en mand der elsker mig og en fantastisk omgangskreds af venner og familie. Jeg ER privilligeret!
Og så er der det der med at gide. De dage det kniber må jeg tage skridt for skridt.
For jeg skylder mine børn at være der for dem.
Og jeg skylder min mand at være der for ham – eller skride. Og jeg vælger altså det første!
Og jeg skylder veninden at få alt det ud af livet hun ikke fik lov til!
Og så skylder jeg fandengalme også mig selv at få noget ud af det
fantastiske liv der ligger foran mig!
Jeg arbejder på det. Med de små skridt.
Jeg smutter til
London på miniferie med en veninde om et par måneder.
Jeg har besluttet at tage på Københavner hygge tur med ungerne når manden er i Las Vegas.
Jeg har meldt mig til et kursus på folkeuniversitet – bare fordi jeg kan.
Og jeg har skiftet den ene gang dødssyge spinning ud med
linedance (ja, nok er det korny, men det er sjovt!)
Og jeg forkæler mig selv med de små ting i hverdagen.
Nå ja - så har jeg faktisk også bedt om at komme på 32 timer - og for mig står hverdagen i et fantastisk lyserødt skær, ved tanken om arbejde fra 8-14 i stedet for 7-15 som det er pt.
For jeg vil gide!
Jeg føler at jeg pt manøvrere mere eller mindre rundt pakket ind i en dyne. Dynen er godt nok ikke synlig for andre - andet end i form af mine langsomme bevægelser.
Lige nu synes jeg dagligdagen køre lidt i ring for mig.
Så eliten:
Og så masserne:
Mellem 40 og 41 km:
Der var mange udklædte:
Der er ved at være udsolgt:
Slutspurt:
Mål!
