Om credite

Mon man kan få lagt lidt i good will posen med sådan en bestilling...

Om at være et godt eksempel

Når man nu kommer ud til familien efter en lang dags arbejde - ja så er det jo pragtfuldt at blive modtaget med åbne arme.
Man blev endvidere modtaget af én der synes det var spisetid - og at jeg skulle lave mad.
Jeg ville så gerne skyde det en times tid - så børnene ikke skulle affodres to gange før sengetid.

Der var så én der ikke kunne vente den time.
Som havde mavekneb.
Og som viste æbler er godt mod dårlig mave.

Så der var én der satte to svingende store skudefuld æblegrød med makroner og fløde til livs.
I stuen.
Ved sofabordet.
Og som svarede de nysgerrige børn, at mor havde sagt de ikke måtte få.

Da der så var mad, var der én der ikke var sulten.
Som havde mavekneb.
Og som ikke vidste, om der kunne klemmes noget ned.
Lægen, der var tilstede, rådede til at spise en portion ris, når det var maven der var bøvl med.

Men der var én, der ikke lyttede til lægens råd - og i stedet endte med at proppe sig med biksemad og spejlæg.*
For så at gå i seng og pleje maven.
For at stå op igen da alt var ryddet og børnene puttet.

Og så sad den ene, mens vi andre forsøgte at se tv-avisen, og himlede op om hvor fantastisk det var, at jeg kunne få mine unger til at spise aftensmaden etc.
For det var aldrig lykkedes for den ene.

Yearh - I wonder why...

*Ja - den stod på restemad i går: Biksemad med spejlæg, boller i karry med ris, kyllingelår i svøb, salat og rå gulerødder.

Om selektiv hørelse

Del af telefonsamtale fra i morges:

Svigermor: Jeg skal købe gave til Anden - hvad med et par gode vandtætte luffer til skiferien?
Moi: Det har han, men han mangler støvler.
Svigermor: Eller hvad med en overtræksjakke?
Moi: Han mangler ikke andet vintertøj end støvler.
Svigermor: Så han mangler ikke vintertøj?
Moi: Nej - kun støvler.
Svigermor: Men han har kun strikvanter med herud.
Moi: Det er fordi det ikke er vinter endnu.
Svigermor: Men jeg kunne godt købe et par lækre vandtætte luffer...
Moi: Ellers tak - han mangler ikke.
Svigermor: Så må jeg jo finde på noget andet hvis han ikke mangler vintertøj.
Moi: Han mangler støvler...

Nb. Hendes kæphest har mange år været støvler - som hun nærmest har købt om sommeren for at være sikker på de fik dem hun syntes var rigtige...

Om knive

På en skala fra 1 til 10 (hvor 10 er højest), hvor sippet er man så, når man ikke synes ens unger på 6 og 4 skal lege med stor knive & græskar...

Om at være alene

Altså teknisk set kan man jo ikke påstå jeg er særlig alene.
For når man overnatter i et sommerhus sammen med 5 børn og 4 andre voksne - så er der altså flere end rigeligt omkring én.
Og når man så står op og køre på arbejde - hvor man blandt andet deler kontor med idioten fra sidste uge - så er der jo også selskab.

Så min alene følelse handler nok mere om at savne den eneste ene.
Ham jeg gerne vil læne mig opad.
Ham jeg gerne vil læsse alle mine fustrationer af til.
Ham der så gerne skulle give mig et kram og sige at alt bliver ok.
Så jeg kan sove godt igen.

Han er desværre langt over på den anden side af Atlanten - så lige netop det savn må jeg nok bære ene alene til på fredag.
4 nætter tilbage!

Om indestængt vrede

Ja, det lyder måske mere kinky end det er - for i virkeligheden handler det om svigermor.
Eller om al hendes brok!
Jeg har allerede nævnt det tidligere. Men siden da er det bare eskaleret.

Jeg ringede i går for at snakke med svigerfar - som kommer på besøg og for at passe i dag.
Men det var svigermor der tog telefonen - oh my!

Først startede hun med et længere foredrag, om hvor glad hun var for at jeg ringede.
Om hvor mange mails hun havde planer om at skrive til os.
Om hvor længe siden det var vi havde snakket sidst.
Om at vi aldrig ringede.

Det forsatte i en svada om det forfærdelig marathonløb i søndags.
For hendes lille søn havde jo været døden nær.
Og ingen kunne forklarer hende andet!

Så fik jeg hele balladen over min svoger.
Som aldrig kommer på besøg.
Og aldrig ringer.
Og som har holdt én hel feriedag i Barcelona i forbindelse med en forretningsrejse - men ikke har tid til hende.

Og så fik jeg lov at sige noget. Så jeg fortalte om venindens begravelse, om min mors flytning og om planerne for efterårsferien*.

Og så var der ellers ballade:
Hun havde lagt planer for søndag i efterårsferien for bla bla bla.

Undskyld mig - men stop for en-i-jeg-ved-snart-ikke-hvad med at planlægge min tid! Og lad for en-i-et-eller-andet-grimt vær med at skæld mig ud, når jeg ringer. Jeg er ikke ansvarlig for nogen af dine sønners handling - og jeg gider dig fanden gale mig ikke, hvis du tror jeg er en brik i dit spil. Og du skal ALDRIG, ALDRIG, ALDRIG sige til mig at jeg bare skal brokke mig over din søn til dig! Hvis der er noget - så skal vi nok selv finde ud af det.

*Manden er på kursus i Las Vegas, så jeg havde sagt ja til at drengene kunne besøge dem et par dage. Det har svigermor så konverteret til at de skal være med dem i sommerhus alle 5 hverdage - hvor jeg så skal komme ud og overnatte (2 timers transport hver vej...). Jeg er lettere modvilligt gået med - på betingelse af at vi INTET skal med dem i weekenderne.

Om taknemmelighed

Hvor taknemlig er det lige man skal være for en gave, der indeholder noget man har frabedt sig?

Om at få skæld ud når man møder op...

Der er sikkert mange ting, som jeg kunne vælge at harcelerer over - men det der kommer nu er en af mine kæpheste:
HVORFOR HULEN VÆLGER MAN AT SKÆLDE UD PÅ FOLK DER MØDER OP!!!

Om jeg begriber det.
Jeg får myrerkryb, når jeg sidder til en gudstjeneste, og præsten bruger 1. halvdel af prædiken til at tordne om at man ikke går ofte nok i kirke...
Ser du - det får jeg sjovt nok ikke mere lyst til af den slags prædikener.

Og så var der veninden, der konsekvent brugte de første 10 minutter af enhver telefonsamtale, til at brokke sig over at jeg ikke ringede oftere. Ind til jeg en dag tog mig sammen og sagde at hendes attitude da i hvert fald ikke fremmede min lyst til at gribe knoglen...
Nu snakker vi jævnligt - og uden opstarts møgfald.

Og seneste eksempel - svigermor!
Vi skal et hurtigt smut for at se en udstilling i den by de bor. Derfor ringer vi naturligvis - så svigermor og -far kan få set deres børnebørn og vi kan drikke kaffe sammen. Men det var ærlig talt ikke nogen stor fornøjelse - for svigermor var eddikesur under hele besøget over at vi ikke kom oftere.

Den slags giver sjovt nok ikke trang til at gentage spontaniteten!
Og ærlig talt - så ses vi mindst én gang om måneden - på trods af de to timers afstand mellem vores respektive huse. Så helt ilde står det da heller ikke til!