torsdag den 25. december 2008

Glædelig jul!

Og ja - så blev det endelig jul!

Efter en hæsblæsende slutspurt lykkedes det - og da vi sad i den tætpakkede lokale kirke og sang 'Det kimer nu til julefest' var det lige til en klump i halsen.
Sådan har julen for alvor startet, for mig, så længe jeg kan huske.


Yngstemanden tog ordene til sig om 'allerbedst når prædiken ikke dur, thi så tager man sig en lille lur' - og sov på skødet af mig gennem det meste af julegudstjenesten. Så fredfyldt som kun en 4-årig kan :-)


Og selv om risengrøden var brændt lidt på lykkedes det at lange alle en portion uden store brændte klumper. Og yngstemanden valgte tallerkenen med mandlen - helt uden snyd!


Og så gik dansen om det tændte juletræ og alle sang med efter bedste evne - børnene skiftedes til at åbne gaver. Og ja de ventede faktisk i stedet for bare at flå papiret af. Høsten var imponerende - lutter gode sager. Og kun to ting der skal byttes - fordi de allerede ejes og bruges flittigt :-)


Og gåsen! Mums - ihhh hvor vi voksne guffede, mens børnene nippede lidt og legede meget. Selv om svigermor havde grebet gryden med kråsesuppe da hun drog hjemmefra, i stedet for sovsen, lykkedes det alligevel. For der var heldigvis masser af sky og gåsefedt i bradepanden til at lave en ny med.


Og så var der alle de fine gaver til de voksne. Jeg ser frem til mange timer med næsen i en god bog - den bedste julegave man kan give en and som mig :-D


Og så drog svigerne hjem - så svigerfar kunne komme på vagt. Ungerne blev lagt i seng. Og manden, svogeren og jeg kunne udfordre hinanden med mandelgaven. Prøv det her :-)

Åh ja - det var en dejlig juleaften.
Og lige nu er der julefred i huset - yngstemanden ser julefandango - 'og du kan lege med din computer, mor'...


Glædelig jul til alle!

0 kommentarer:

Send en kommentar