Om at kokse

Det skulle være så godt - og så er det faktisk skidt - måske?
Ih - jeg er helt rundt på gulvet i disse dage. Sendte for efterhånden tre uger siden 5 jobansøgninger ud. Blev så kaldt til samtale for 1½ uge siden - fedt nok.

Jobbet var spændene - men krævende og udfordrende. Jeg besluttede det nok var for meget til mig. Da de ringede og bød mig til 2. samtale og test sagde jeg derfor pænt nej tak.
De ringede så igen - og igen.
Vi endte med en aftale om at jeg i al fald ville have en form for deltid. At de forsatte med de andre 2. samtaler uden mig - men at jeg tog testen.
I går ringede sekretæren og sagde chefen ville ringe og snakke med mig om jobbet i dag. Og jeg er stadig bange for at det er for meget.

I fredags lå der to breve til mig i postkassen. Indkaldelse til yderligere to samtaler - en i går og en i mandags. Efter en del kalender jongelering lykkedes det for mig at få det til at gå op.
Samtalen i mandags var et total kiks. Ingen kemi og den var færdig efter godt 20 minutter - ikke overraskende fik jeg et afslag i går.

Samtalen i går var fantastisk - og jeg ønsker mig virkelig brændende det job. De har bedt om referencer - men også sagt de har gjort tilsvarende med en af de andre kandidater. Jeg får svar i dag. Jeg har valgt at være ærlig om min diagnose - og jeg er rædselslagen for om den kan være det afgørende udslag. Eller om jeg i det hele taget bare ikke er helt god nok.

Jeg ved ikke om jeg skal grine eller græde. Brække mig eller tude. Men må denne dag dog snart få ende - for jeg er ved at kokse!
Og ja - jeg ved godt at verden ikke går under. Jeg er faktisk ved at brygge på en uopfordret ansøgning om en 30 timers stilling. Men alllllllllliiiiiiiigevel....