Om mormor

Der er en del rundt om mig, som undre sig over at min mormor betyder så meget for mig. Men det gør hun altså - hende og min morfar. For de har begge altid været der. Det er måske nok min mormor jeg har snakket mest med - men morfar har også altid været der.

Dengang jeg var 10 og min mor for alvor blev syg og indlagt.
De mange år med hendes sygdom og min fars ... tjaah ... udstilling af perfekthed.
De har været det varme og kærlige indslag i mit liv.

De var der da min mor valgte sin voldelige kæreste fremfor mig.
Da jeg aldrig slog til overfor min fars forventninger.
Da jeg selv blev syg - og da jeg stod alene og gravid i Bergen med en ny kæreste - helt langt borte i Danmark.

De var der til vores bryllup og børnenes dåb.
Til sommerferie hygge og til hjælp med babysitning.

Jeg ved at i dem har jeg to mennesker, der elsker mig uanset hvad.
Og det er gengældt.

Så i mit hjerte samler jeg minderne, glæder mig over at deres oldebørn kommer til at kunne huske dem og tillader mig at satse på mange flere gode stunder.
Og det betyder noget særligt at vide at morfar har viet mig og døbt den yngste.
At stå i køkkenet og bruge alt det jeg hat lært af mormor.
At sidde med bøgerne vi har snakket om og som morfar har indbundet.
Altid er de i hjertet.