Om at få skæld ud når man møder op...

Der er sikkert mange ting, som jeg kunne vælge at harcelerer over - men det der kommer nu er en af mine kæpheste:
HVORFOR HULEN VÆLGER MAN AT SKÆLDE UD PÅ FOLK DER MØDER OP!!!

Om jeg begriber det.
Jeg får myrerkryb, når jeg sidder til en gudstjeneste, og præsten bruger 1. halvdel af prædiken til at tordne om at man ikke går ofte nok i kirke...
Ser du - det får jeg sjovt nok ikke mere lyst til af den slags prædikener.

Og så var der veninden, der konsekvent brugte de første 10 minutter af enhver telefonsamtale, til at brokke sig over at jeg ikke ringede oftere. Ind til jeg en dag tog mig sammen og sagde at hendes attitude da i hvert fald ikke fremmede min lyst til at gribe knoglen...
Nu snakker vi jævnligt - og uden opstarts møgfald.

Og seneste eksempel - svigermor!
Vi skal et hurtigt smut for at se en udstilling i den by de bor. Derfor ringer vi naturligvis - så svigermor og -far kan få set deres børnebørn og vi kan drikke kaffe sammen. Men det var ærlig talt ikke nogen stor fornøjelse - for svigermor var eddikesur under hele besøget over at vi ikke kom oftere.

Den slags giver sjovt nok ikke trang til at gentage spontaniteten!
Og ærlig talt - så ses vi mindst én gang om måneden - på trods af de to timers afstand mellem vores respektive huse. Så helt ilde står det da heller ikke til!