Se da vi engang for snart 3½ år siden besluttede os for at vende næsen hjem mod Jylland vidste vi at der var i al fald to ting vi ville komme til at savne i staden.
Svogeren og Nam Thip.
Og det har holdt stik. Vi savner svogerens kig forbi efter jobbet og det afslappede samvær det altid bød på. Ganske vist ser vi ham stadig - og selskabet er stadig lige godt. Men hyppigheden lader noget tilbage for vores og drengenes ønsker.
Og Nam Thip - hyggelig atmosfære, de sødste tjenere (der accepterede at vi kom anstigende med tre, den gang temmelig små, unger), den fantastiske mad og de meget, meget rimelige priser!
Vi forsøger stadig at presse et besøg ind de fleste gange vi er i staden...
Og ja, vi må med skam melde, at vi stort set bestiller samme menu hver gang: Vi starter med at dele rejchips, kyllinge satay med peanutsauce, miniforårsruller og won tons - begge med sød chilisauce.
Bagefter skal jeg have en god stærk karry - gerne kylling i rød eller grøn karry. Manden og børnene noget knap så spicy.
Men i mangel af Nam Thip i nærheden har vi måtte lade os nøje med second best - hjemmelavet thai. Så i dag var vi i vores lokale asiatiske biks og købe rød karrypasta, dej til wontons (jeg gider ikke lave den selv - ærlig indrømmet jeg er doven!), mini forårsruller (igen - dovenskab!), chunky peanutbutter, soya, sød chilisauce og rejechips.
Vel hjemme var det bare med at gå i gang:
Won tons:
1 spsk olie
½ finthakket løg
3 forårsløg (i dette tilfælde egen alvl!)
2 fed hvidlø (finthakket)
2 cm ingefær (fintrevent)
1 lille gulerod (fintrevent)
200 g svinekød
2 spsk soyasauce
3 spsk friskhakket koriander
1/4 finthakket chili
1 pakke wonton dej
1 æggehvide
Olien varmes i en sautepande. Løg og hvidløg svitses. Kødet tilsættes og brunes - de øvrige ingredienser (minus dej og æggehvide) tilsættes og det simre 5 minutter.
1 tsk kødfyld lægges midt på et stykke won ton dej. Kanterne pensles med æggehvide og dejen foldes som en trekant om fyldet.
Steges i friturer.
Kyllinge satay
400 g kyllingebryst i strimler
1 spsk honning
3/4 dl soyasauce
2 cm fintrevet ingefær
1 tsk stødt koriander
1 tsk gurkemej
Marinaden blandes - kyllingestrimlerne marinere mindst en time. Sættes på spyd og grilles.
Peanutsauce til satay
1 spsk olie
½ finthakket løg
1 ds kokosmælk
3 spsk crunchy peanutbutter
2 spsk soyasauce
2 spsk sød chilisauce
Olien varmes i gryden - løget svitses. De øvrige ingredienser tilsættes og røres godt ud. Varmes langsomt.
Rød Karry med kylling
500 gram kyllingefilet skåret i strimler
1 lille finthakket løg
1 rød peber, strimlet eller finthakket
2 fed finthakkede hvidløg
1 spsk. revet ingefær
1 stor chili finthakket
2 dåser kokosmælk
2 dl. kyllingefond
2 spsk. fiskesauce
1 spsk. brun farin
½ tsk. salt
6‐8 champignon i skiver
2 spsk bambusskud
2 spsk bønnespirer
1 limefrugt revet og presset
4‐6 blade basilikum skåret i strimler
3 tsk. Thai rød karrypasta (eller mere efter behov)
Varm olien i en dyb pande eller gryde, og giv løgene 5 minutter ved middel varme.
Tilføj hvidløg, ingefær, rød peber, chili og karry‐pasta og lad det simre i 1 minuts tid.
Herefter tilsættes kokosmælk, kyllingefond, fiskesauce, brun farin og salt og det hele
får lov at simre i 5 minutter, inden kylling, bambusskud, bønnespirer og champignons tilsættes og retten simrer i
yderligere 10 minutter under periodevis omrøring.
Skal og saft fra limefrugten kommes i retten sammen med basilikum, hvor efter det
hele får lov at stå 3 minutter ved svag varme.
Retten smages til med karrypastaen.
Server med ris.
Det er ikke Nam Thip - men det er godt!
lørdag den 9. maj 2009
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
0 kommentarer:
Send en kommentar