Om hjemmesider og farver

Hvordan hulen hitter man ud af hvad farven #d5edb3 i hjemmeside-editoren svare til når man skal brugerdefinere farven i Paint?

Edit:
Svaret er r=213 g= 237 b=179
Tak yndlingsmenneske!

Om Lasse Rimmer, Søren Krarup og det at være uendelig træt!

Jeg har et eller andet med Lasse Rimmer. Min mand påstår, at det er den mand han har størst frygt for nupper mig fra ham - og der kan han jo så være helt rolig :-)
Desuden lider han vidst selv af mere eller mindre samme svaghed...

Egentlig kan jeg jo ikke engang sige det er Lasse Rimmer, jeg har en svaghed for - men derimod den offentlige person Lasse Rimmer. Den humor og intelligens han udviser. Det er rart at lytte til folk der er klogere end en selv. I hvert fald når de har humor!

Jeg kan lide hans stand up, hans blog og når han er vært i morgenradio - de kan rent faktisk få mig i helt godt humør.

I går optrådte han med stand up i Århus - og jeg ville forfærdelig gerne have været inde og hører ham.
Desværre var der ingen der delte denne lyst - bortset fra manden (som jeg jo havde planer om at udnytte som babysitter...) - og jeg orkede ikke alene.
Hensyn til diagnose, træthed oven på den foregående uge og hensynet til den kommende weekend gjorde udslaget.
Selv om jeg blev ved med at overveje til jeg dejsede om sammen med yngstemanden klokken 19.40...

I morges hørte jeg så, som vanligt, morgenradio på vej til jobbet.
Og der blev jeg endnu engang mindet om hvor bundhamrende møgærgerligt det var at jeg ikke kom afsted.
Ikke pga. noget særligt morsomt. Men pga. Lasse's indignation over Søren Krarups udtalelser, i forbindelse med en rundspørge af Ekstra Bladet. Rundspørgen til Folketingets forsvarsudvalg viser nemlig, at medlemmerne ikke har styr på, hvor mange soldater Danmark har mistet i Afghanistan.

Søren Krarup svarede:

Ja, hvor mange er det? Jeg mener, det er ni. Jeg har ikke tallet på mig, så jeg kan ikke svare dig. Det er bare et spørgsmål om at kunne huske et tal, ikke?

Den slags gør mig sur!
For helt ærlig - mennesker er ikke bare tal!

Om nåle fobi og akupunktur

Så så man mig lige traske over til fysioterapeuten her til morges.
Glad og fro - for nu skulle jeg over og have en god gang massage - mums!

Smilet stivnede dog øjeblikkeligt, da den søde fys valgte at anbefale akupunktur fremfor massage mod mine dårlig domme.

For er der noget jeg ikke kan klare så er det nåle!

Faktisk er det så slemt, at jeg er ved at gå i gulvet over det.
Alligevel gik jeg med til foreslaget - hvad gør man ikke for at slippe for mere eller mindre permanente nakke smerter og hovedpine.

Selve behandlingen gik tåleligt - jeg blev kun halvdårlig.
Men vel ankommet på kontoret - tværs over vejen fra fyssen - gik jeg helt koldt.
Ti minutter med hovedet mellem benene, fulgt op af et hvil og et stort glas vand måtte der til før jeg igen var fit for fight.

Lige nu er jeg rimelig cool - når ellers det lykkes mig at ignorere faktum at kunststykket skal gentages på mandag...

Om glemsomhed og det at vide at der var noget, jeg ville starte med at skrive...

Så er spørgsmålet jo om jeg kan huske hvad det var jeg lå og syntes det var så god en ide at skrive ned i går aftes…

Jævnfører tidligere indlæg er det jo nok rimeligt tvivlsomt!
Men jeg kan selvfølgelig altid prøve…

Det går mig efterhånden voldsomt på at jeg husker så dårligt.

Altså selvfølgelig var jeg temmelig træt i går – faktisk så træt at jeg var ved at dejse om på trappen (men det snakker vi ikke mere om).

Alligevel synes jeg jo godt man kan forvente at huske rimeligt klart hvad man havde tænkt på. I sær når man kan huske at det var noget man ville skrive om. ARGH!

Men nope – der er nada!

Om hævn - et øje for et øje...

... og en tå for en tå!

Ja - sådan stiger hævnlysten af og til op i mig!

Så da en hveps før stak mig i lilletåen skulle den også få at mærke skulle den!
Jeg tog omhyggelig sigte efter dens venstre lilletå - og så swom!

Desværre er jeg ikke så god til at ramme - så nu går jeg og venter på en stor hævngerrig hvepse-gud kommer og smasker mig til ukendelighed...

Om det at starte!

Det er en af de dage hvor jeg bare slet, slet ikke kan finde ud af at vågne.

Trætheden sidder i min krop - jeg har følelsen af at den er lagret dybt inde i mine knogler.

Jeg ser på uret - og klokken har endnu ikke paseret 11.
Og ved, dybt langt inde, at dette bliver en ulidelig lang dag!

Og så begynder jeg at blogge.